Der var engang en lille individualistisk
tænkende spurv som besluttede sig for
ikke at følge fugleflokken sydpå, når det blev vinter.

Da vejret blev køligere, besluttede den sig alligevel
tøvende for at flyve mod syd, men for sent.

I løbet af kort tid dannede der sig is på dens vinger,
og den faldt til jorden, næsten frossen.

Der om en ko forbi og dækkede den lille spurv,
med en stor varm "kokasse".

Dette er enden, tænkte spurven - men gødningen
varmede den op og tøede vingerne.

Varm og lykkelig og i stand til at ånde begyndte
den at synge.

I det samme kom en stor kat forbi, og da den hørte kvidren,
gik den efter lyden, krassede op i gødningen, fandt den
syngende fygl og åd den med det samme.

Der findes tre moralske konklussioner:

1) Enhver der skider på dig, er ikke nødvengigvis din fjende.

2) Enhver, som hjælper dig ud af møget, er ikke nødvendigvis en ven.

3) Og, hvis du er varm og lykkelig og sikker i din møgbunke,
     så hold din kæft og nyd det.